Dyrkning af østershatte på halm august 1, 2015 – Skrevet i: Dyrk Selv, Svampe, Tips – Tags: dyrk selv svampe, dyrk svampe i halm, østershatte
Denne artikel omhandler dyrkningen af østershatte på halm. Det er en low-tech metode, så de fleste vil succesfuldt kunne fremdyrke østershatten i deres eget hjem uden dyre tekniske remedier.
Halm af byg, hvede og rug kan alle bruges og skal forberedes inden du tilfører svampemycelium til det. Du kan købe 100 g. svampemycelium her. Det første du skal sørge for at klippe halmen i mindre stykker af ca. 3 – 5 cm størrelse. Da det er de færreste, der ejer en flismaskine, er det om at have tålmodighed og gå i gang med en god kraftig saks. Alt efter hvor meget du vil starte ud med at dyrke, klipper du til du har den ønskede mængde. Halmen skal senere i en pose og her er en 10 liters plastikpose rigeligt til at få østershatten til at skabe frugtlegemer. Det er meget vigtig, at der holdes en god hygiejne under hele processen, så sprit gerne dine hænder og redskaber af inden de kommer i kontakt med halm eller mycelium.
Behandling af halm
Der er mange metoder til at forberede halmen fx fermentering, kalkbehandling og pasteurisering. Det nemmeste i hjemmet er at pasteurisere halmen i en stor gryde. Hæld halmen over med vand og varm det op til 60-70 grader i en time. Ved at holde temperaturen her undgå man at dræbe nogle af de mikroorganismer, der kan beskytte halmen mod grøn mug senere i processen. Når halmen er færdig pasteuriseret, drænes den for vand og sættes til afkøling. Halmen skal være fugtig, men man må ikke kunne klemme vand ud af den.
Den videre dyrkning
Når halmen har nået stuetemperatur blandes halmen og myceliet i en pose, der herefter opbevares mørkt ved stuetemperatur. Posen lukkes tæt med en elastik, og du kan lave små huller i den rund omkring, så der tilføres ilt. Hvis du bruger en sort pose, er det af disse huller svampene vil vokse ud, hvis du bruger en gennemsigtig pose, kan de vokse ud over alt og du klipper så posen åben der, hvor svampene kommer frem. Fordelene ved en gennemsigtig pose er at du kan følge med i hele processen. Denne proces tager ca. 3-4 uger, hvor halmen vil blive overtaget af myceliet. Når indholdet er blevet helt hvid, flyttes posen til et sted med lys og god ventilation. Den må dog ikke stå i direkte sollys.
Frugtsætning
Det er vigtigt at holde indholdet fugtigt, derfor kan du spraye vand med en vandforstøver de steder hvor, der er lavet huller i posen. Svampene vil først træde frem som meget små svampe – dette kaldes pinning – og her kan du klippe lidt mere op i posen, så der er plads til de kan komme ud. Det er vigtigt, at de ikke tørrer ud, så spray gerne 2 gange om dagen så de får nok fugt. Efter ca. en uge vil de være fuldt udvokset og du kan plukke den. Vrid dem forsigtig af så du får det hele med. En pose kan give svampe flere gange alt efter størelse 2-4 gange i alt.
Efter høstning er det bare at tilberede din hjemmedyrkede svampe.
10 Kommentarer
Søren Primdal november 11, 2015 - 20:02
Hej,
Spænende artikel, jeg er selv i gang med projektet, men kan I sige noget omkring temperaturen ? Både under opstarten og når svampene kommer frem ?
/Søren
svampebob november 13, 2015 - 14:10
Hej Søren
Hvis du mener temperaturen, efter du har tilført myceliet er det optimalt med ca. 20-25 grader. Når myceliet har overtaget halmen, kan man godt prøve at tvinge frugtsætningen frem, ved at stille det ved lavere temperatur i 24 timer – ca. 15 grader – og så tilbage til stuetemperatur.
Held og lykke med projektet!
Jonas Schmidt marts 03, 2017 - 10:39
Hej Svampefarm.
Kan man komme i gang med at dyrke sit eget mycelie, så man kan dyrke sine egne svampe helt fra bunden.
Med venlig hilsen
Jonas
svampebob marts 06, 2017 - 16:31 – Som svar på: Jonas Schmidt
Hej Jonas
Egen produktion, helt fra bunden kræver ret sterile forhold og udstyr. Men meget kort sagt er de gængse metoder enten ved at bruge sporer eller kloning. begge kræver dog, at du først har en svamp/frugtlegeme af sund kvalitet. En kloning er nok den nemmeste og foretages ved at tage frisk “væv” fra svampen og dyrke på en petriskål med næring og her fra vil der så udvikle sig mycelium der kan overføres til fx sterile hvedekerne. Risikoen for kontamination er dog høj, men det kan lade sig gøre. Håber det er okay med et lidt kort svar, da det er en lang proces, men der findes bøger og hjemmesider mest på engelsk der går mere i dybden med dit spørgsmål. Søg fx på “spore print” “spore syringe” “mushroom cloning”. Tror vi vil gå i gang med et blog indlæg der går mere i dybden og hvor vi tager billeder af processen.
Jens marts 05, 2017 - 19:21
Hej
Super hjemmeside I har her 🙂
nu skriver I at en 10 liters pose vil være rigeligt, men hvad vurdere I der vil være den absolut mindste mængde halm?
Jeg overvejer at lave et lille svampe hjørne i mit køkken, og vil gerne vide hvor meget det vil fylde, så jeg kan lave nogle pæne beholdere til dem 🙂
Lige en anden ting i sælger 1 kg granuleret halm, hvor mange liter er det ca. ?
Mvh Jens
svampebob marts 06, 2017 - 15:47 – Som svar på: Jens
Hej Jens
Tak for de rosende ord. Halm fylder langt mere end fx savsmuld i volume, så hvis du vil ned i størrelse skulle du måske bruge noget af vores bøg. Du kan få de mindste frugtlegemer/svampe frem ved brug af meget lidt substrat. Jeg ville nok ikke gå under 1 kg substrat efter det er blevet tilført vand, det burde i hvert fald producere ca. 100 gram svampe.
Maja oktober 02, 2017 - 08:45
Hvis man gerne vil prøve at dyrke svampe fra eget kaffegrums, skal man så behandle kaffegrumset på nogen måde først, ligesom man skal behandle halm?
Ps. Fantastisk initiativ!! 🙂
svampebob oktober 06, 2017 - 05:30 – Som svar på: Maja
Hej Maja
Kaffegrums bliver pasteuriseret og tilføres væske ved gennemløb, så efter det er afkølet kan det bruges.
Så gælder det bare om at have nok af det.
Elisabeth december 09, 2017 - 12:15
Hej.
Jeg har lige købt et østershattekit og bliver lige i tvivl om det er tørret mycelium, der er med eller om det skal i brug med det samme?
Hvad gør man hvis man skal på ferie i en uges tid??
Mvh Elisabeth
svampebob december 13, 2017 - 14:42 – Som svar på: Elisabeth
Hej Elisabeth
Alt vores mycelium og vores kit er frisk og levende. Hvis du skal på ferie så læg det i køleskabet indtil du kommer tilbage. En uges tid vil det sagtens kunne holde til. Hvis du ikke sætter det på køl risikere du at svampene vil bryde ud af æsken også selv om du ikke vander det.