Et virkelig godt Karl Johan år september 22, 2015 – Skrevet i: Svampe – Tags: Karl Johan

Det vrimler i øjeblikket med Karl Johan svampe, og jeg er stødt på dem i næsten alle de skove, jeg har besøgt her i september. Den skønne svamp, der ligger helt i top, når det handler om smag og konsistens hedder i virkeligheden spiselig rørhat, eller hvis man vil være rigtig nørdet Bolétus edúlis. Den fik navnet Karl Johan efter den svenske konge med samme navn, der regerede Sverige fra 1818 til 1844.
Karl Johan kan blive rigtig store og veje op til 2 kg, men det sker dog sjælendt, da de er i høj kurs både hos mennesker, snegle og myggelarver. Den vokser både under løvtræer og grantræer og helst ved ældre træer. Når man finder en, kan det godt betale sig at gå lidt rundt omkring i området, da de har det med at slå sig ned samme sted.
KARL JOHAN
Forleden dag fandt jeg på denne måde 5 kg. inden for et mindre område. Desværre havde jeg glemt kniv, så de skulle renses derhjemme, og det var ikke så smart, fordi jorden spreder sig rundt og gør svampene endnu mere beskidte, så det tog lidt tid at få renset dem alle.
Karl Johan-svampe er også en af de få svampe, som man kan spise rå. De fleste svampe er faktisk giftige i rå tilstand og smager også mindre godt. Men Karl Johan gør sig godt i fx en salat snittet i fine stykker. Desuden kan den fryses i rå tilstand med godt resultat, hvor det er nemmest, hvis du snitter den før du lægger dem i fryseposer. Ellers kan de også tørres i ovnen ved ca. 50 grader. Endelig kan de også syltes, her er den helt klassiske måde følgende:
OPSKRIFT
Kog svampene i 1 liter hvidvinseddike og 2 dl vand med en skefuld salt i 20 min. Gør glassene klar ved at skolde dem og tilfør derefter svampene og overhæld med olie. Meget nemt og lækkert og svampene kan holde længe. Hvis man ønsker kan man fx tilføre peberkorn eller laurbærblade for at give smag. Det er bare med at eksperimentere.
Om lidt er det desværre slut med højsæsonen for Karl Johan, men så kan man glæde sig over at andre lækre rørhatte som punktstokket indigo rørhat og brunstokket rørhat, der så småt er begyndt at vise sig i skovbunden.
God jagt 🙂
1 kommentar
Finn Colmorn december 27, 2018 - 12:03
På vej hjem fra en hyggelig julefrokost, faldt jeg over en stor stak østershatte på en træstub, jeg høstede dem dagen efter, og glæder mig til at spise dem, men nu har min datter foræret mig et gavekort til et svampekit, så jeg kan lave dem selv. For nogle år siden havde vi en rad af elletræer stående på marken, og de “sprang” også i østershat, i dette efterår dukkede der champignoner op i drivhuset, og vi plukkede rigtig mange, jeg kan stadig se myceliet med små knappenålsstore hoveder ( 4-5 mm), og glæder mig til endnu en ekstra høst.
Jeg er biolog (ferskvand) og under studiet blev vi undervist af bl.a. Morten Lange, det var så spændende, at jeg overvejede at blive botaniker, men min interesse for lystfiskeriet og livet i vandløbene fik mig til at blive ved ferskvandet, efterfølgende har jeg lavet og indført ørrederne i hele Suså-systemet, fik dog god hjælp af mine elever og øvrige medarbejdere på Ringsted Produktionshøjskole, smede, tømrere, lærere er guld værd, når vi trækker på samme hammel.
Under mit ophold i København fik jeg dog også dyrket champignon i en stor plastikbakke, så jeg glæder mig til at gentage succesen.
I ønskes et godt nytår.
Medvenlig hilsen